Larkingword

Hvis der er noget mærkeligt
i dit kvarter
Hvem ringer du til?
Hvis der er noget underligt
og det ikke ser godt ud
Hvem ringer du til?
Jeg er ikke bange
Jeg er ikke bange
Hvis du ser tingene
løbe gennem dit hoved
Hvem kan du ringe til?
En usynlig mand
der sover i din seng
Hvem ringer du til?
Jeg er ikke bange
Jeg er ikke bange
Hvem ringer du til?
Hvis du er helt alene
løft røret
og ring
Jeg er ikke bange
Jeg hører dét elsker pigerne
Jeg er ikke bange
Hvem ringer du til?
Hvis du har fået
en dosis underlig baby
Du må hellere ringe
Lad mig fortælle dig noget:
At smadre gør mig godt!
Jeg er ikke bange
Jeg er ikke bange
Må ikke blive fanget alene, nej nej
Når dét kommer gennem din dør
Medmindre, du bare vil have mere
Jeg tror hellere, du må ringe
Hvem ringer du til?
Hvem ringer du til?
Hvem ringer du til?
Jeg tror hellere, du må ringe
Hvem ringer du til?
Jeg kan ikke høre dig
Hvem ringer du til?
Højere!
Hvem ringer du til?
Hvem kan du overhovedet ringe til?
Hvem ringer du til?

Det er mørkt, 
tidligt.
Jeg vænner mig aldrig
til at gå med cykellygter
indendørs,
i håbet om at findefotoalbummer,
der beviser at en etage under mig
voksede himlen til med sommerfugle,
evige kalenderblade og en hilsen
fra de varme lande, 
der ikke blev læst
som den sidste salgsdato
på en pose dybfrost

Jeg føler mig dansk igen
Jeg havde glemt, hvordan her var,
når ingen har skrevet på flaget
og dagen er et ideal
uden mennesker på flugt.
Dansk igen. 
Lukker du mine øjne
vil det hele være en drøm
i en størknet søvn.
Hold dem åbne, nu.
Se ikke bort,
vær dansk igen,
vær dansk, min ven. 

Ikke modsat skammen, 
men bundet i den samme snor, 
som hæver den sorte drage
over nedbøjede blikke
Viklet rundt om små tændstikæsker, 
fuld af noget så utroværdigt
som, at cikadesang frembringes
af 
små insekters bagben 

Ikke helt som
Hænder griber Sommerfugl.
En urimelig levende skat,
som kun kan ejes, 
som skyggebevægelser i en hånd.
Lukket om farver,
der aldrig kan afsløres i mørke;
med støv, der sitrer og stryger,
som tager naturen dine fingeraftryk
for en forbrydelse,
der begås
i takt med støvet,
der lægger sig i dine hænders folder.

Cirka som den tvivl,
der rammer dig.
Efter et stykke tid.
Du må linde på hænderne.
For at se ind til stilheden
og muligheden. 
Af at noget så småt kan leve
eller måske være sluppet ud?
Af at du vover at slippe
lyset ind i revner,
og skille mørket mod himlen.

Ikke langt fra erkendelsen,  
Af at kun falmede former
lægger sig for foden af nåle
og kun åbne hænder
gør det muligt at flyve
og for andre at se.

Næsten sådan, er mit indre.
Støvet, sky, åbent, utroværdigt,
men så virkeligt,
som jeg kan gøre det.

* Gnider de dem frem og tilbage? Eller kun den ene vej, som en nedstryger? Igen, igen, igen - indtil, igennem, spørgsmålene ligger i to stykker med metalsmuler imellem: hvorfor, hvordan , hvorhen adskilt fra derfor, sådan, videre?

Så er der et af de skæve sammenfald. En tanke slår smut på virkeligheden og forrykker en erkendelse. Skjult, men ellers klar, har den ligget og ventet på et hjælpende puf mod kanten. 
Sharon Jones and the Dap Kings. 
Det er mental tetris, der falder på plads. 
Jeg åbner munden og synger med:
‘I’ve got better things to do, better things to do, better things to do,
than remember you’.
Jeg synger og, jeg indser, det er rigtigt.

- Har du købt en gøjehund?!
Ludvig står med spredte ben og glaner på den lille hund, medens han griner. Han bøjer sig ned i hundens øjenhøjde:
- Ka du si’,  ”jeg slikker fisse”.  
På ryggen gennem Ludvigs nettrøje kan man se et tattooprint af en bokser, der laver knockout. Blodet sprøjter fra det modtagende kranie og i en bue over Ludvigs skulder og nakke.

Bertram putter sit kæksmil på. Den lille hund har allerede lært tilstrækkeligt med udtryk fra sin tidligere ejer. Ord som Bertram har måttet slå op. Han har allerede fortrudt en smule , at han har købt gøjehunden. Den har ikke været den samtalepartner, han havde håbet, den ville være. Faktisk har han ikke kunnet lære gøjehunden et eneste ord endnu.
- Det tager noget tid, Ludvig. Det er ikke sådan noget, den lige gør.
- Jeg slikker fisse, siger den lille hund.
Ludvig knækker sammen af grin. Hans glatbarberede isse skinner i solen, i parken.

- Fååårk, mand. Ludvig gisper. Bertram kigger på gøjehunden. Han forestiller sig at gå igennem byen med hunden i snor. Han ser den lange vej for sig og hunden der ikke vil tie stille.
Den lille hund stirrer skræmt op på dem begge. Først det store latterpiskede mennesker, og så dens meget stille ejer. Som om frygten hjælper dens hukommelse på led, kommet det:
-  Du skal ikke være ked af det. Op med humøret, Bertram. Jeg slikker fisse.
Dens stemme lyder først som Bertrams, medens den sidste sætning lyder som Ludvig.

Ludvig, griner højt. Medens den store mand ryster af grin, skynder Bertram sig at tage gøjehunden op. Han klemmer dens lille snude sammen, inden den kan afsløre flere sætninger, der kun var tiltænkt ham  selv.
- Bertram for helvede. Det er sgu for morsomt. Hold kæft hvor er det morsomt.
Den store mand har tårer i øjnene. Ja, det er morsomt indrømmer Bertram. Holdkæft det er morsomt. Og gøjehunden piber ikke, da han klemmer hårdere. Men han kan se ned i dens blanke øjne at det gør ondt.
- Nå, du, siger Ludvig, jeg må videre. Du kommer med pengene som sædvanligt, så vi ses onsdag. Tag hunden med.
Han klapper Bertrams hund på hovedet.  
- Du skal ikke være ked af det. Op med humøret, Bertram, siger han og går småklukkende mod udgangen af parken.

Read More

it’s rotten to live behind.
competitive shadows 
find you at the most difficult.
you reach,
but comfort is a turned head 
and your forced steps
leave you lost.
you long.
the same four letters 
that terminate ‘belong’.
because you and her and us belong
nowhere.
and that’s 
the only way to move, really.
standing still.
knowing this. 
until the impossible
is a destinct, acid taste
on your tongue. 

then you spit.