Larkingword

De har hældt aften ud i luften.
som kaffe
mellem stjerner,  
der ikke bliver
jordnære af
at man kan tegne deres omrids,
Størrelsen falder
tungt som en skygge,
på vore hænder,
så de ikke går at tegne
Jeg vil føle livet,
selvom hjerteslag er en rytme,
jeg finder forudsigelig
og anmassende;
når det nu burde lyde
som blæsten,
en hylen,
en rusken,
i en tom indre konkylie,
fundet på en strand den dag,
man blev født.
Verden er 1000 liter
og forståelsen er et glas
Jeg tvivler ofte på dets indhold
Sandet knaser,
en ørken mellem vore tænder,
det har været sommer,
eller
dag ved havet
og himlen var blå,
som var dét en ny og uventet farve.
Der var glimt,
en øm silhouet,
uden andet navn,
end skønhed.
Vi samlede vore ting
sammen
og kørte væk
Jeg lover
jeg aldrig vil høre dit navn
og tænke pige